Det er vigtigt at vælge et godt dagtilbud til sit barn, for der bruger barnet størstedelen af sine vågne timer. Kvaliteten af det pædagogiske indhold skal være i orden for at barnet lærer og udvikler de rette færdigheder og kompetencer, som gør det bedre rustet til livet i børnehaven og senere hen i skolen. Det er let at miste overblikket over hvilke dagtilbud, du kan vælge mellem, og hvad der passer bedst til dit barn. Dette blogindlæg er opdelt i tre afsnit, som giver et overordnet overblik. Første afsnit handler om vuggestuen, og her kommer jeg ind på forskellige typer af vuggestuer og integrerede dagtilbud. I andet afsnit sammenligner jeg den kommunale dagpleje med den private børnepasningsordning. I det tredje afsnit kommer jeg ind på hjemmepasning.
Overordnet vælges mellem vuggestue, dagpleje eller hjemmepasning:
Vuggestuer og de integrerede institutioner:
9 ud af 10 børn starter i en vuggestue. Som forældre kan du vælge rene vuggestuer uden en tilknyttet børnehave, integrerede institutioner, som både rummer vuggestue og børnehave, eller du kan vælge specialiserede vuggestuer fx Rudolf Steiner-vuggestuer, skovvuggestuer, idrætsvuggestuer etc.
En styrke ved vuggestuen er, at der er flere uddannede pædagoger og dermed er der ofte større faglighed end i dagplejen og ved hjemmepasning.
Det pædagogiske personale supplerer og udfordrer hinandens synspunkter omkring dit barns udvikling og kompetencer. Det giver således et mere nuanceret blik på barnet. Svagheden ved vuggestuen er, at dit barn indgår i en større børnegruppe end ved hjemmepasning og dagpleje. Det betyder, at dit barn får mindre voksenkontakt og i højere grad skal kunne klare tingene selv i forskellige situationer.
Børn i alder 0-3 år har meget brug for voksenkontakt og en tæt tilknytning til en voksen. Det er en grundsten for, at barnet kan udvikle sig. Pædagogen skal indgå i en relation til barnet med nærvær, kærlighed og omsorg. Den anbefalede normering til de mindste børn er 3 børn pr. voksen, hvilket stort set ingen dagtilbud i dag kan leve op til i gennem en hel dag. Men man kan stadig som forældre bruge det som målestok, så hvis der fx er 6 børn i en børngruppe skal der helst være 2 voksne. Forskere har fundet ud af, at en god normering er det væsenligste element, der giver højere kvalitet i daginstitutionerne. Omvendt når der er for mange børn pr. voksen, så daler den pædagogiske kvalitet og dermed børnenes udviklingsmuligheder.
Hvis du vælger en integreret institution kan dit barn være det samme sted indtil skolestart. Det gør det muligt for søskende at gå samme sted, hvilket er en fordel, hvis de kan lege sammen og støtte hinanden. Det er også en fordel for forældrene kun at skulle hente og bringe et sted.
I de fleste integrerede institutioner er huset opdelt i en vuggestue- og en børnehavedel under samme tag, og stuerne er aldersopdelt. Nogle steder har de fælles legeplads, mens andre steder har opdelt legepladsen. I de integrerede institutioner vil barnet ofte opleve flere stueskift og dermed flere overgange, hvor barnet skal forholde sig til nye primære omsorgspersoner. I vuggestuedelen kan der fx være to stuer for hhv. de små og store vuggestuebørn. I børnehavedelen kan der igen være en stue for de mindste, en for de mellemste, en for de største og der er endda institutioner, som har en særlig skolegruppe for de børn, som næste sommer skal starte i skole.
Forskning viser, at hver overgang mellem omsorgspersoner er meget stressende og kan være traumatiserende for barnet. Derfor vil jeg fraråde at vælge integrerede institutioner med aldersopdelte stuer, fordi her vil barnet opleve for mange skift. Børn trives bedst med så få overgange som muligt og ved at være sammen med velkendte og stabile voksne, som er nærværende, kærlige og omsorgsfulde. Stabile voksne er voksne med lavt sygfravær, og hvor der så lidt udskiftning som muligt i personalegruppen og ledelsen.
I andre integrerede institutioner er børnene sammen på tværs af aldre. Hertil kan børnene være opdelt på stuer på tværs af alder, og i de mindre aldersintegrerede institutioner er der fællesrum.
Den største fordel ved aldersintegrerede institutioner er, at barnet ikke kommer til at opleve stueskift. En anden fordel er, at børn er sammen på tværs af aldre. Her får dit barn mulighed for at lege med både jævnaldrende, ældre og yngre børn.
Barnet bliver inspireret af ældre og vil gøre det samme som dem. At lege med yngre børn har også fordele, for barnet lærer at være omsorgsfuldt, tage hensyn, at være tolerant og at være hjælpsomt. Man kan måske have en forestilling om, at ens barn lærer mest, når det leger med ældre børn, men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Når barnet leger med yngre børn får det lov til at føle sig som den store og får særlige privileger fx bliver barnet set op til og får større bestemmelsesret. Det er med til at opbygge og styrke barnets selvværd.
Flere kommuner vælger at bygge store institutioner eller slår etablerede børnehaver og vuggestuer sammen. Forskning viser imidlertid, at børn trives bedre i små institutioner fx er der mere nærvær, voksenkontakt, børnene bliver sjældnere uvenner, der er færre drillerier og børnenes leg bliver mindre forstyrret. Der viser sig også, at normeringen typisk er en smule dårligere i de store institutioner. Personalet i de mindre institutioner er bedre uddannet, og i store institutioner kender de voksne ikke alle børnene. Det er problematisk, fordi det er vanskeligt at trøste et barn uden at have en god relation eller hjælpe og støtte børnene i deres indbyrdes lege.
Forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Grethe Kragh-Müller, har konkluderet, at børns muligheder for at lære noget og udvikle sig er dårligere i store institutioner. Dette forværres yderligere, hvis institutionen flytter pædagogerne rundt på stuerne eller slår stuer sammen.
Min anbefaling er at gå efter mindre institutioner. Min personlige favorit i denne kategori er de små aldersintegrerede institutioner, som har fælles opholdsrum uden stueopdeling. Hvis muligt anbefaler jeg specialiserede vuggestuer, fordi de ansatte ofte brænder for det, de arbejder med. Fx synes personalet i en skovvuggestue at udelivet er helt fantastisk, og denne entusiasme og glæde smitter af på børnene. En anden styrke ved specialiserede vuggestuer er, at der typisk er flere pædagoger, der ønsker at arbejde i disse stillinger. Det gør, at lederen kan sætte et hold af de allerdygtigste pædagoger på arbejdsmarkedet til at tage sig af dit barn.
Kommunal dagpleje og private børnepasningsordninger:
Fra forældrenes perspektiv er kommunal dagpleje og privat børnepasningsordning stort set identisk. Forskellen består primært i, at dagpleje er en del af kommunens velfærdsydelser og tildeles via normal pladsfordeling, hvorimod private børnepasningsordninger kræver et større benarbejde fra forældrenes side med søgning på nettet eller via kommunale digitale opslagstavler fx https://pasningogskole.kk.dk/opslagstavlen. Den kommunale dagpleje har i de fleste kommuner en åbningstid på 48 timer om ugen, mens den private selv bestemmer åbningstiden.
Dagplejen og børnepasningsordningens styrke er, at dit barn er sammen med en mindre børnegruppe i mere rolige og hjemlige omgivelser end i en institution. Dit barn bliver passet i et privat hjem med en børnegruppe på max fem børn.
Der er ikke krav om, at dagplejeren eller den private børnepasser er pædagoguddannet. Dog er den kommunale dagpleje underlagt pædagogisk ledelse, tilsyn og efteruddannelse. Selvom der er efteruddannelse ville jeg stadig foretrække, at den kommunale dagplejer er pædagoguddannet.
Svagheden ved den private børnepasningsordning er, at børnepasseren ikke har adgang til samme muligheder for professionel sparring og efteruddannelse, som den kommunale dagplejer. Når du finder en privat børnepasser, skal du derfor have tillid til, at personen holder sig opdateret med den nyeste faglige viden. Nogle har desværre ikke den nødvendige faglige forståelse for, hvad børnene skal tilbydes for, at de lærer og udvikler sig tilstrækkeligt. Derfor vil jeg fraråde forældre at vælge en privat børnepasser, som ikke er pædagoguddannet. Som pejlemærke er det godt, hvis den private børnepasser arbejder ud fra “de styrkede pædagogiske læreplaner”, ligesom pædagogerne gør i institutionerne.
Når den kommunale dagplejer skal på kursus, bliver syg eller skal afspadsere, bliver dit barn passet i det man kalder for gæstedagplejen. Dvs. at ens barn en gang i mellem er i et andet hjem sammen med gæstedagplejeren og en anden børnegruppe. Gæstedagplejeren vil ofte være en fra den legestue, som dit barn kommer i ca. 2 gange om ugen. I forhold til private børnepasningsordning er det en svaghed, at barnet skal forholde sig til mere end en primær voksen og ikke er sammen med en fast børnegruppe.
I den private børnepasningsordning er barnet sikret at være hos den samme voksen i det samme hjem, hvilket skaber en stabilitet og tryghed for barnet.
Nogle private børnepassere mødes på legepladser for at udveksle erfaringer, og for at børnene lærer at indgå i større børnegrupper. Når den private børnepasser er syg, er det forældrenes ansvar at tage sig af barnet eller at få støtte fra bedsteforældre. Når man vælge en privat børnepasningsordning er det derfor vigtigt, at man har støtte fra familien eller en fleksibel arbejdssituation, som kan kompensere for børnepasserens eventuelle sygedage.
Den private børnepasser bliver godkendt af kommunen og der bliver indgået en kontrakt. Kommunen godkender sikkerheden i hjemmet, undersøger straffe- og børneattester og holder aftalte og uanmeldte tilsyn. Hvis du vælger en kommunal dagpleje eller privat pasningsordning, så foreslår jeg, at du beder om rapporten fra det seneste tilsyn. Desværre er tilsynet med den kommunale dagpleje og de private børnepassere mangelfuldt i nogle kommuner. Det er problematisk, da tilsynet skal sikre en høj standard og god kvalitet.
Hvis du vælger kommunal dagpleje eller en privat børnepasser, er min anbefaling at finde en uddannet pædagog. Vær opmærksom på om børnegruppens alderssammensætning passer med dit barn. Hvis aldersforskellen er for stor, er det være sværere for børnene at spejle sig i hinanden pga. at de er på forskellige udviklingsniveauer. Derudover anbefaler jeg at vælge en person med en specialisering, fordi man kan mærke, at de ofte brænder for det, og denne entusiasme og glæde smitter af på børnene.
Hjemmepasning:
Hjemmepasning er blevet mere populært i de seneste år. Nogen vælger at blive hjemmepasser fordi deres barn ikke trives i sit dagtilbud, mens andre gør det for at undgå dårlige normeringer i institutionerne. For mere inspiration fra denne gruppe så søg fx på hashtagget #hvorerderenvoksen. Den største fordel ved at være hjemmepasser er, at man kan være sammen med dem man elsker.
Der er også ulemper, for selvom mange kommuner giver tilskud, må de fleste hjemmepassere gå væsentligt ned i indtægt. En anden ulempe er, at der er færre børn at lege med fordi de fleste går i dagtilbud, hvilket gør det svært at få legeaftaler. En tredje ulempe er, at det kan være hårdt for forældren at gå hjemme.
Hvis man vælger at blive hjemmepasser så husk, at det er vigtigt at planlægge udviklende aktiviteter for barnet hver dag.
Pædagoger som arbejder i dagtilbud, er med lov underlagt “de styrkede pædagogiske læreplaner”. I et senere blogindlæg kommer jeg ind på disse læreplaner, hvis temaer er med til at lære børnene forskellige færdigheder og give dem vigtige kompetencer. Børn skal udvikle sig inden for disse temaer før skolestart, ellers bliver de ikke klar til at modtage indlæring fra skolelæreren.
Børn har brug for at blive stimuleret for at lære og udvikle sig, og det kræver planlægning af indhold, mål og metode. Efter aktiviteter skal børnepasseren evaluere sig selv og vurdere, om man kunne have gjort noget anderledes for at give barnet en bedre oplevelse. Husk at følge dit barns ideer og interesser, for barnet har en vigtig stemme. Pas på med for mange huslige pligter i løbet af dagen, da det stjæler jeres kostbare tid.
Hvis du vælger at blive hjemmepasser vil jeg henvise til Facebookgruppen ”moderne hjemmegående forældre :)”, hvor du kan udveksle erfaringer og finde legegrupper på tværs af kommuner landet over.
Derudover kan man finde en liste over legestuer i nærområdet på hjemmeunger.dk/legestuer. Her findes en liste med legestuer på tværs af landet. Mange kirker har også legestuer med legetøj til rådighed. For at komme i kontakt med andre hjemmepassere kan man gå ind på bloggen hjemmeunger.dk, hvor Sofie brænder for at skabe gode fællesskaber.
Jeg håber, at jeg har gjort dig lidt klogere på, hvad der passer bedst til netop dit barn. Du er velkommen til at bruge kommentarfeltet herunder eller klikke øverst på ‘stil spørgsmål’ for at dele dine refleksioner, oplevelser eller erfaringer. Mit mål med denne blog er at give forældre mere viden om pædagogernes faglighed, og jeg vil gøre mit bedste for at vejlede dig, så du føler dig dig bedre klædt på til at træffe gode beslutninger om dit barn.
Sammen kan vi give dit barn et bedre børneliv.
Mange tak for at du læste med.
De varmeste hilsner fra Cecilie Seemann